Skvatmølle (Horisontalmølle)

​Skvatmøllen er den ældste form for vandmølle. Den drives af et horisontalt møllehjul som gennem en lodret aksel leverer kraften direkte til kværnen.

Skvatmøllen er den eneste mølletype uden gearing og var meget ineffektiv i sammenligning med senere udviklet teknologi. Skvatmøllerne var dog lette og relativt billige at bygge, hvorfor de forblev populære, selv efter udbredelsen af det vertikale møllehjul. 

Skvatmøllen udnyttede omkring 5-15 % af vandets kraft, hvilket typisk svarede til lidt under ydeevnen for en hest.

Vertikalmølle

De mest almindelige vandmøller, med lodret monteret hjul, kaldes vertikalmøller og inddeles i typer efter hvor på hjulet vandet tilføres. Ved at skabe et `fald´, hvor vandets tilløb er højere placeret end afløbet, udnyttes tyngdekraften til at øge møllens effekt. 

Desto højere fald, desto bedre udnyttelse af vandkraften. 

Vertikalmølle med strømhjul

Strømhjulet er den simpleste form for vertikalt vandhjul. Hjulet var placeret direkte i vandstrømmen, uden fald eller opstemning, og man udnyttede derved kun omkring 10-20 % af vandets kraft. 

Takket være gearingen og hjulets placering leverer vertikalmøllen med strømhjul dog mere kraft end skvatmøllen. 

Med moderne vandhjulsdesign (omkring år 1800) med `skovle´ fremfor de flade `blade´ (som vist på tegningen) kan strømhjulets effektivitet komme op på omkring 50 %.

Vertikalmølle med underfaldshjul

Med underfaldshjulet indføres et lille fald under hjulet. Herved øges kraftudnyttelsen til omkring 20-30 % (op til 60 % med moderne skovlhjul).

Vertikalmølle med brystfaldshjul

På brystfaldshjulet indledes vandet omtrendt midt på hjulet. Sker dettte lidt over midten kaldes det højt brystfald - lavt brystfald hvis vandet indledes under lidt under midten (dog stadig højere end på underfaldshjulet). 

Med indførelsen af brystfald var skovlhjulene blevet den nye standard, og effektiviteten nåede nu op omkring 60-70 %,  

Vertikalmølle med overfaldshjul

På overfaldshjulet introduceres vandet direkte over hjulet, hvorved den maksimale faldhøjde opnås. Man ledte vandet over hjulet ved hjælp af en sliske eller en `fremskudt malekarm´, der tillod mere vand og dermed mere kraft. 

Det høje fald stillede større krav til vandets opstemning og møllebyggerens håndværksmæssige formåen. 

Overfaldshjulet kunne nå en effektivitet på 70-80 %.

Vertikalmølle med rygfaldshjul

På rygfaldshjulet indledes vandet fra toppen af hjulet, lige som på overfaldshjulet, men en anelse længere tilbage så vandhjulet kører `baglæns´. 

Ved at få vandet til at løbe bag om hjulet kan det også levere kraft på hjulets underside og derved nå en større effekt end overfaldshjulet.

Rygfaldshjulet kunne nå en effektivitet på omkring 90 %.