Stubmøllen nævnes i Dansk sammenhæng i 1259 og er dermed vores ældste vindmølletype. Navnet kommer af, at hele møllen manuelt skulle drejes (krøjes) om en stub for at tilpasse vindretningen.
Stubmøllerne blev primært bygget af træ, hvilket er hovedårsagen til at så få har overlevet til i dag.
Bechs Mølle (Bornholm)
Hollændermøllerne kendetegnes ved den roterende `hat´ hvorpå vingerne er monteret. Denne mekanisme betød at man kun behøvede at justere den øverste del af møllen når den skulle krøjes i forhold til vinden (se "Krøjning og svikning" nedenfor). Hollændermøllerne var derfor langt lettere at betjene end stubmøllerne.
Den simpleste hollændermølle er jordhollænderen, hvis navn refererer til at krøjning og svikning foregik fra jorden (jordomgang).
Som ved stubmøllerne var træ det primære byggemateriale.
Amrumer Windmühle, Schleswig-Holstein (Amrum)
Gallerihollænderne kendetegnes ved at omgangen, hvorfra krøjning og svikning foregik, var hævet over jorden. Omgangen kaldes også galleriet på denne mølletype.
Typisk murede man en undermølle af sten eller mursten, hvorpå omgangen/galleriet og den egentlige mølle, som var bygget i træ, var placeret.
Windmühle Antje, Schleswig-Holstein (Tarp)
Hvor de typiske hollændermøller helt eller delvist bestod af træ, var tårnhollænderne helmurede fra bund til top.
Helmurede møller kaldes i bred forstand tårnmøller, mens betegnelsen tårnhollænder betød at de var bygget med drejelig hat. Hvor de typiske hollændermøller have ottekantet grundplan, var de fleste tårnmøller cirkelformede eller ovale.
Takket være den solide konstruktion fungerede tårnmøllerne til tider som del af fæstningsværket i større byer.
Tårnhollænderne fandtes både med og uden hævet omgang/galleri.
Dybbøl Mølle, tårnhollænder med galleri
På de ædlste vindmøller gik en stor del af arbejdet med at krøje og svikke møllen i forhold til vindens beskaffenhed.
Krøjning af møllen refererer til at dreje vingerne op mod vindretningen for at opnå den ønskede effekt, mens svikning betyder at man regulerer selve vingerne i forhold til vindens styrke.
De første vindmøller var udstyret med sejl på vingerne (som man kender fra sejlskibe) som kunne justeres (svikkes) efter hvor meget man ønskede at vinden skulle påvirke møllen. Ved svag vind kørte man med fuldt sejl for at få mest mulig kraft, mens man i kraftig vind rullede dele af sejlet op for at undgå skade på møllen. Når møllen var ude af drift var sejlet helt sammenrullet så vinden ikke kunne få tag i vingerne.
I 1700-tallet fik to opfindelser fra Skotland enorm betydning for møllersvendenes arbejde. Edmund Lee udviklede i 1745 vindrosen, som er en lille vindrotor der gør møllehatten i stand til automatisk at regulere position i forhold til vindretningen (selvkrøjning).
I 1777 opfandt Andrew Meikle de såkaldte `jalousier´ som erstattede vingernes sejl med en anordning af træklapper der automatisk åbnede i stærk vind og lukkede til i svag vind (selvsvikning/autosvikning).
"The Danish Windmill": Gallerihollænder med vindrose og jalousier. Opført i Nørre Snede i 1848, og efterfølgende flyttet til `danskerbyen´ Elk Horn, USA i 1976, hvor den stadig står som og drives som byens varetegn (Danish Windmill Museum).
Her følger en beskrivelse af mølletypen Klapsejler (Husmandsmølle)